2014      

Startside
Op

DECEMBER 2014

Nyt fra racerepræsentanten

Søndag d. 21. september var vi en mindre delegation på 4 en tur i Sverige til det halvårlige hundetræf, som afholdes af Kennel Viking og Kennel Tornaslätten i Storegårds Hundpark, lige udenfor Malmø. Et fantastisk sted hvor man mod en beskeden betaling ved indgangen kan få adgang til et stort område med forskellige indhegninger, hvor man kan prøve kræfter med stort set alle former for hundesport, agility, rally, flyball m.m., og der er fritløbsområder både med og uden forhindringer, hvor hundene både kan miljøtrænes og lege, ligesom hundeklubber kan leje sig ind for alm. træning. Fantastiske muligheder for at stifte bekendtskab med de forskellige hundesportsgrene, eller bare mødes. Mageløst. Enhver større provinsby med respekt for sig selv burde have sådan et sted J

D. 26. oktober var ca. 20 personer med næsten lige så mange västgötaspidser samlet til en efterårstur i Bøndernes Hegn, Hareskoven. Arrangementet var i første omgang annonceret som en ”begivenhed” på Facebook, efterfulgt af mails til de sjællandske göta-ejere. Det blev en ganske hyggelig tur. Via Facebook har flere ”ukendte” göta-ejere fået kontakt med hinanden, de der har hvalpe fra opdrættere uden for Spidshundeklubben, og fra Sverige, det var sjovt at møde nogle af dem også J

Facebook er jo efterhånden blevet en uundværlig kilde til information og kontakt for rigtigt mange, og det kan uden tvivl både til være med at øge kendskabet til racen, men i høj grad også til at samle göta-ejere i Danmark. Vi er nok flere end man tror J

Opdatering af hjemmesiden har haltet lidt grundet computerskift. Jeg har bokset lidt med at få det oldgamle program til at fungere på den nye computer (= tøvet lidt da jeg forudså problemer), men nu ser det ud til at fungere. Nu skal jeg ”lige” have opdateret, så skulle siden være kørende igen. Men det bliver ikke ved med at gå (tror jeg), programmet er fra Windows 95’s tid, hvis ikke ældre. Derfor, men også fordi siden efterhånden trænger SÅ meget til fornyelse, må der ske noget. Siden må og skal designmæssigt bringes up to date. Det betyder en generel oprydning og omstrukturering af siden, men også ny software. Så er det store spørgsmål: hvad skal man vælge?

Det leder mig hen på, at min udløbsdato som racerepræsentant nærmer sig. I relation til hjemmesiden vil det jo være tosset hvis jeg vælger hvilket program den fremtidigt skal laves i, og bruger en masse tid på at ændre og overføre, når det ikke er mig som skal køre den fremover.

Ny racerepræsentant. Jeg holder som tidligere nævnt med udgangen af denne valgperiode, dvs. medio/ultimo april. Så det er ved at være på tide at overveje, og beslutte, om du kunne tænke dig at tage over, eller måske har et forslag til en kandidat. Susanne Rasmussen, Kennel Clasus, kandiderer, men det skal ikke bestemmes på forhånd, det skulle helst være medlemmernes valg. Lad være med at tænke ”nå, Susanne stiller op, så kan jeg lige så godt lade være”. Det er som punkt 1 ikke sådan det er, og som punkt 2, så er jeg fuldstændig sikker på at Susanne både accepterer og respekterer en eller flere modkandidater, også efter valget, skulle det gå sådan.

Jeg hverken skal eller vil blande mig i hvem der skal tage over efter mig. Der er selvfølgelig ingen tvivl om at jeg gerne så de samme værdier som jeg har lagt vægt på i min tid videreført: racens sundhed (herunder bl.a. hd-fotografering, øjenlysning, hvad der måtte være, af forældredyr inden parring) har altid ligget mig meget på sinde, ligesom arrangementer med indhold der lægger sig op ad västgötaspidsens egenskaber, eller alternativer hertil, og så familiehunden, bredden. Det er nok de ting som har været vigtige for mig.

Den nye racerepræsentant vil naturligvis have en anden tilgang til posten. Alene det forhold at Dansk Kennelklub nu stort set udelukkende arbejder med anbefalinger og retningslinier i stedet for regler, når det kommer til avl og opdræt, en holdning som jeg i parentes bemærket altid har været, og stadig er, arg modstander af, gør jo at udgangspunktet for den nye racerepræsentant bliver anderledes. Og det er bl.a. derfor der nu skal nye kræfter til, en person som kan tage afsæt i de betingelser som er gældende nu.

Så derfor, har du gjort dig nogen tanker om västgötaspidsens fremtid i Danmark, og har gode ideer til hvordan racen kan nå dertil, og hvordan Spidshundeklubben kan ”bruges” i den sammenhæng, så kom endelig ud af busken, og meld dig som kandidat. Du skal give Spidshundeklubbens bestyrelse besked senest 6 uger før generalforsamlingen, som afholdes søndag d. 19. april 2014, det vil altså sige at du skal give besked senest søndag d. 8. marts. Er der flere kandidater afholdes der valg ved urafstemning umiddelbart efter generalforsamlingen.

Nu er det jo ikke sådan at jeg træder til side som racerepræsentant fordi jeg har mistet interessen for racen. Det er absolut ikke tilfældet, bliver det nok heller aldrig. Derfor er der lige en ting der ligger mig på sinde at få kommunikeret, apropos racens sundhed og Facebook. Flere vil være bekendt med den debat der har været specielt på den svenske västgöta hvalpeside om et kuld hvalpe som for nylig er født her i Danmark. Jeg har med vilje holdt en lav profil, ganske enkelt valgt ikke at blande mig i debatten. Dette må ikke forveksles med ligegyldighed eller handlingslammelse. Lad mig sige det sådan, at jeg reagerer på de henvendelser jeg får, og videregiver de informationer jeg får til hvem det måtte være relevant for. Det har jeg altid gjort. Og lad mig samtidig sige, at det ligger mig meget på sinde, at vi her i DK fremstår som troværdige og seriøse, når det kommer til vores race, og dens sundhed. Og det arbejder jeg for, som jeg altid har gjort, og altid vil gøre. Denne melding forekommer måske noget kryptisk, hvis ikke man har fulgt med på Facebook, det beklager jeg, men det er vigtigt for mig at melde ud, at jeg ingenlunde sidder på hænderne.

Afslutningsvis vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul, og et godt og fyrværkerifrit nytår J

Mange venlige hilsner

Connie Kisselhegn
Racerepræsentant

 

OKTOBER 2014

Nyt fra racerepræsentanten

Jeg har ikke så meget på hjerte denne gang. Der sker ikke så meget omkring vores race i feriemånederne. Men nu begynder der så småt at ske lidt igen. Hundens Dag i Tivoli. I skrivende stund har jeg ikke hørt om nogen deltager. Håber det. Selv kan jeg ikke deltage. Mit lille ”adoptivbarn” Pipi kan ikke håndtere så mange fremmede hunde, hun gør og er meget urolig, så hun ikke nogen god reklame for racen. Glenda kunne være en fin repræsentant, men med sådan et heldagsarrangement langt væk hjemmefra er det for mig enten begge hunde, eller slet ikke. Så jeg må vælge det fra. Håber som sagt at andre har været der, hører gerne hvis det er tilfældet, og modtager gerne billeder J

Næste gang vil der også være lidt at fortælle fra Västgötatræffet i Sverige, nærmere bestemt Storegård Hundpark i Bjärred. Vi er 3-4 stykker der tager derover, det skal blive sjovt at se rigtig mange västgötaer samlet på ét sted, og møde nogle af vores svenske venner J

Jeg ved ikke om nogen har tænkt at tage til Västgöta Verdenskongres i England i 2015. Man skal i så fald være obs på at datoen er ændret fra d. 12.-15. marts til d. 5.-8. marts 2015, i forbindelse med Crufts. Jeg har modtaget et tilrettet program, når dette læses er det lagt på hjemmesiden.

Et par billeder af Glenda og Pipi fra den solrige og varme sommer J

Mange hilsner

Connie Kisselhegn
Racerepræsentant

 

AUGUST 2014

Nyt fra racerepræsentanten

Først lige en opfølgning fra sidst. Der var kun en enkelt som meldte sig til en stand på Store Hestedag i Roskilde til september. Derfor deltager vi ikke. Ærgerligt, specielt i betragtning af at netop den type ”aktiviteter”, som har været efterlyst, hvor vi kunne få mulighed for at reklamere for vores dejlige race, og vise hvad den kan. Måske næste år? For ingen tvivl om at Store Hestedag er StedET, hvor man kan få info om hundene ud til ”menigmand”. Hunde og hundearrangementer er en stor og integreret del af Store Hestedag, der reklameres, så folk ved at det ikke alene handler om heste, men også om hunde.

Vi har også mulighed for at få en stand på Roskilde Dyrskue, hvis vi holder os til. I år havde jeg været så heldig at vinde en billet til Roskilde Dyrskue i en Agria fotokonkurrence med et billede af min Glenda. Jeg havde nok været forbi alligevel, men jo lidt sjovt at komme gratis ind. Så bevæbnet med hundene og en stak racebrochurer drog jeg af sted med 2 helt klare mål for øje: dels at se stedet lidt an med henblik på evt. deltagelse med en stand. Det, bliver jeg så nødt til at sige, tror jeg ikke vi skal bruge tid og kræfter på. Udover de egentlige jagthunderacer var der så vidt jeg kunne se kun én race repræsenteret, og det var Jack Russel terrier. Jeg kunne i alt fald ikke finde andre. Og det var netop det! For jeg tror ikke man kunne have fundet et mere afsides og øde sted til standen, om man så havde gjort sig ekstra umage. Helt omme bag alle jagtstandene, gemt godt af vejen bag noget buskads fandt jeg deres stand. Om det så var fordi der kun var den ene race, eller om der kun var den ene race fordi…, det er jo ikke til at vide. Men jeg tænkte i alt fald i mit stille sind, at hvis det er det Roskilde Dyrskue kan tilbyde hunderacer, så kan jeg godt forstå at der ikke var flere.

Så var min strategi med at promenere hundene, og have racebrochurer lige ved hånden straks langt mere givtig. Jeg blev stoppet den ene gang efter den anden af folk der ville vide hvad det dog var for nogle søde hunde, og alle blev udstyret med en racebrochure. Det blev meget positivt modtaget. Så når det kommer til Roskilde Dyrskue var det tilsyneladende en god måde at gøre det på. Og ideen er jo så lige og let tilgængelig at den er brugbar for enhver, og hvor som helst.

 

 

 

 

Til Hundens Dag i Tivoli Friheden d. 14. juni var vi repræsenteret på bedste vis af Soffi (Z-Ti Jezica) sammen med sine ”forældre” Elsa og Kaj. Soffi ser ud til at tage al postyret med ophøjet ro, en fin repræsentant for racen. Billederne yder måske ikke Soffi helt retfærdighed, men hun er en fin hund, og det var dejligt at Elsa og Kaj havde lyst til at deltage.

Lørdag d. 13. september er det Tivoli i København der holder Hundens Dag. Kom endelig og vær med. Årets tema er ”Forunderlige forskelle”. Hvis du vil repræsentere racen kan du skrive til DKK, Vibeke Knudsen vikn@dkk.dk. HUSK oplysning om hundens race, samt eget navn og adresse. Der er en gratis indgangsbillet til den første der melder sig. Repræsentanten forventes at deltage i raceparaden, og være med på scenen, og vil få udleveret et skilt med racens navn til at bære om halsen (af hensyn til publikum). Paraden starter kl. 13.00 og varer ca. 15-20 min., før den afsluttes på scenen.

Afslutningsvis vil jeg ønske alle en fortsat god sommer.

Mange hilsner

Connie Kisselhegn
Racerepræsentant

 

 

 

 

JUNI 2015

Nyt fra racerepræsentanten

Bortset fra en kold vind var vejret absolut med os da Susanne og Claus Rasmussen d. 3. maj holdt Västgöta-dag hjemme på matriklen på Fyn. Susanne og Claus havde sørget for at rammerne var helt perfekte, god plads, stort telt med borde og bænke i læ for vinden, og toiletvogn, der var sørget for det hele J

Västgöta-ejere fra stort set hele landet var mødt op i stort tal til dagen, hvor temaet var udstilling, med alt hvad det nu indebærer. Susanne havde inviteret DKK-dommer Lillian Christensen til at komme og fortælle om hvad det egentlig vil sige at gå på udstilling, hvad det kræver og ikke kræver, og i det hele taget afmystificere begrebet ”Udstilling”.

Mange nye og/eller førstegangs Göta-ejere vil egentlig gerne prøve at udstille deres hund, men holder sig tilbage fordi det forekommer at være en helt fremmed verden med en masse indforstået tale og uforståelige begreber. Det er ærgerligt for alle parter. Som race betragtet er vi interesseret i at der kommer mange hunde på udstillingerne, og rigtig gerne nye hunde. Det er ofte den eneste mulighed opdrætterne har for at holde sig orienteret om hvilke hunde der kunne være interessante til avl, og samme opdrættere har et naturligt ønske om at se hvordan deres hvalpe klarer sig i forhold til de andre, om det er lykkedes, det man havde i tankerne da man valgte forældre til et kuld. Og hundeejerne kan finde ud af om deres hund vil kunne gøre sig i avlen, og/eller om andre også synes at man har verdens dejligste hund J For slet ikke at tale om at det jo kun er hyggeligt når der er flere. Västgöta-ejere hygger sig med hinanden på udstillinger, hjælper hinanden, giver gode råd. Så tanken om Udstilling som tema for træffet var velvalgt og velkomment J

Først blev der afholdt en uformel, men ellers på alle måder ”rigtig” udstilling, dvs. med inddeling i de klasser som man vil se på udstillinger, og hundene blev vist på den måde man normalt gør, med de instruktioner som man også får på en udstilling. Om det så var indbyrdes placering var det også med. Men til forskel fra en almindelig udstilling var der præmier til alle. Susanne havde skaffet sponsorgaver i form af en fin lille pose med forskelligt foder og tyggepinde J Så alt i alt fik alle prøvet hvad det vil sige, fra først til sidst. Eneste forskel var at der var såkaldt åben kritik, dvs. Lillian fortalte til alle hvad hun havde set, og hvad hun havde lagt vægt på hos de enkelte hunde, således at alle kunne følge med i hvad der foregik, og hvorfor, og der var mulighed for at stille spørgsmål hvis der var noget man ikke forstod, en mulighed man sjældent får på en udstilling.

Efter en frokostpause gennemgik Lillian hundens anatomi, og forskellige begreber omkring anatomien, så man fik et indtryk af hvad det er dommeren ser på, og hvorfor, og igen var der mulighed for at stille spørgsmål.

Og så begyndte den kolde vind at kunne mærkes, så det blev afslutningen på en super god, og vel tilrettelagt dag, hvor der også var tid til at få snakket på kryds og tværs, og hilse på rigtig mange hunde og hundeejere J Stor tak til Susanne for arrangementet J

Vi har fået invitation til at deltage på Store Hestedag den første weekend i september. Vi har som race mulighed for at få en stand, hvor i kan præsentere vores dejlige hunde, og gøre lidt reklame. Invitationen er videresendt til opdrætterne, som nok har den største interesse i at deltage. I skrivende stund ved jeg ikke om vi får stablet en stand på benene, mere om det senere, når og hvis der kommer kød på benet.

Afslutningsvis vil jeg ønske alle en rigtig god sommer, med mange sjove aktiviteter med vores dejlige hunde J

Mange hilsner

Connie Kisselhegn
Racerepræsentant

 

APRIL 2014

Nyt fra racerepræsentanten 

Så kom Västgöta-dagen på plads, se invitationen andetsteds i bladet. Invitationen er sendt ud på mail, har du ikke modtaget den, og vil du gerne have en mail om nyheder og arrangementer fremover, så send mig en mail med dit navn, hvor i landet du bor, og også gerne hvilke(n) hund(e) du har, så får du direkte besked når der sker noget, typisk 1-2 mails om året.

Ellers har jeg ikke noget på hjerte denne gang. Jeg håber vi ses til Susanne Rasmussens Västgöta-dag på Fyn d. 3. maj.

Mange hilsner

Connie Kisselhegn
Racerepræsentant

 

FEBRUAR 2014

Nyt fra racerepræsentanten

Godt Nytår!

Så kom vi ind i 2014. Jeg håber alle er kommet godt ind i det nye år. Her i huset er nytårs aften noget opreklameret bras. Denne gang værre end nogensinde. Men det positive var at der stort set kun blev skudt af nytårs aften, og hverken før eller efter. Man bliver jo taknemmelig for lidt ;o)

Der er kommet dato på vores Västgöta-dag til foråret, det bliver LØRDAG d. 3. maj 2014, og som tidligere nævnt på Fyn hos Susanne Rasmussen. Der bliver et tema for dagen, men arrangementet er endnu ikke på plads, så jeg må stadig at være lidt hemmelighedsfund omkring hvad det er. Men sæt allerede nu X i kalenderen på 3. maj, og hold øje med hjemmesiden. Så snart der er kommet form på arrangementet lægger jeg det ud der.

I Sverige er Rickard Johansson i gang med at lave en film om Västgötaspidsen. Det ser ud til at blive en super flot og rigtig interessant film. Jeg lægger link ud på hjemmesiden til en trailer som er lagt på Youtube. Så vidt jeg forstår er den ikke ret langt fra at være færdig, og klar til salg. Jeg ved ikke hvordan man vil kunne købe filmen, men det lægger jeg også ud når jeg finder ud af det.

Jeg har ikke fået nogen reaktioner ang. mentaltest. Men tilbuddet står helt åbent. Er der nogen der er interesseret, så send mig et par ord, så ser jeg hvad jeg kan finde ud af. Ellers kan man jo altid booke ind på andre racers mentaltest, hvor man ofte kan få lov at være med hvis der er plads. Man kan se planlagte mentaltests på Hundeweb.dk under Aktiviteter.

Mange hilsner

Connie Kisselhegn
Racerepræsentant