Racens historie      

Startside
Op
Kennel Lille Ulv
Kennel Z-Ti

Västgötaspidsens historie i Danmark

Første gang der blev registreret en Västgötaspiden  var i 1971 (*), hvor fru Lisa Winning, og hendes mand Poul, Holte, bragte Mustafa (billedet), som de kaldte ham, hjem fra Sverige. Mustafa kom fra Rödagårdens Kennel, og opdrætteren hed Jens Olsen, og var i øvrigt dansk (se mere om Rödagårdens Kennel og Jens Olsen i Kennel Lille Ulv’s historie). Hundens kennelnavn var Rödagårdens Troll, og han var født d. 24. juni 1970.

I 1974 blev der registreret 2 hunde. De kom fra den samme opdrætter (uden kennelnavn), er begge født i 1971, hed hhv. Bongo og Bambi, og blev begge købt af en mand på Bornholm. Denne mand havde efter sigende flere Västgötaspidser, og fik vist også hvalpe ind imellem, og må vel den vej rundt reelt betragtes som den første opdrætter af Västgötaspids i Danmark. Men han gjorde ikke noget væsen af det, han fik ikke omregistreret de svenske forældredyr til Danmark, og fik derfor heller ikke stambog på noget af afkommet. 2 af hundene herfra havnede dog ad mærkelige veje og kanaler hos Kennel Lyngvejen (se under Kennel Lyngvejen senere).

Herefter var der kun enkelte registreringer, indtil midten af 1980’erne, hvor den første danske opdrætter fik sit første kuld registrerede danske Västgötaspidshvalpe, nemlig…
 

Kennel Lille Ulv
Hanne og Tonny Borchmann kan man vel nærmest kalde pionerer indenfor avlen af Västgötaspids i Danmark. De gjorde et stort arbejde med at skaffe avlsdyr til Danmark, og det blev til 4 kuld i årene 1987-88.

Hanne og Tonny har selv skrevet deres beretning. Den er absolut værd at læse, den kan læses i hele sin længde her Kennel Lilleulv
 

Kennel Hasfhan
Marianne Jensen havde, og har stadig, opdræt af Welsh Corgi Pembroke og Cardigan under navnet Kennel Hashfan. På et tidspunkt kom Marianne i kontakt med Hanne og Tonny fra Kennel Lille Ulv. Marianne syntes det kunne være sjovt at have en ”fætter”-race til Corgierne, og hun fik Lille Ulv Bitte Bernadotte (1987), i første omgang som udstationeringshund. Bitte fik 2 kuld hvalpe, begge med Rödagårdens Zello, som Marianne ejede sammen med Kennel Lille Ulv. Det første i oktober 1988, et kuld med bare én hvalp, Lille Ulv Esben Ejegod, og i juli 1989 et kuld på 5 tævehvalpe under eget kennelmærke. 

Marianne udstillede Bitte med fint resultat, men ville dog hellige sig Corgierne, så efter at have haft sine hvalpe overgik hunden til Kennel Gøtagården. Zello blev solgt til Holland.

Foto: Rödagårdens Zello og Lille Ulv Bitte Bernadotte
 

Kennel Gøtagården, Juelsminde
Ketty og Eggert Møllers datter Pia var kennelpige hos Kennel Hashfan. En dag i begyndelsen af 1989 kom Pia hjem med en hanhvalp på ca. 3 måneder, Lille Ulv Esben Ejegod, der som nævnt ovenfor var eneste hvalp efter Lille Ulv Bitte Bernadotte. Hvalpen døde imidlertid kort tid efter af hvalpesyge. Men familien var blevet bidt af at have hund, så det blev til at de fik hvalpens moder, Lille Ulv Bitte Bernadotte. Nu syntes familien Møller også at det kunne være sjovt at få hvalpe, så med Kennel Lille Ulvs hjælp fandt de frem til en hanhund, Akkevall Lucas, som på det tidspunkt var 5 år, og gik hos en ældre mand langt ude på landet, som efterhånden havde besvær med at passe hunden, og Bitte og Lucas fik sommeren 1990 Kennel Gøtagårdens første hvalpekuld. Kennel Gøtagården fik i alt 16 kuld i perioden 1990-2001.

Eggert Møller var racens første racerepræsentant i Spidshundeklubben, et hverv som han bestred frem til 2005.
 

”…en dejlig tæve ejet af fru Pontoppidan, Rungsted Kyst”
I Bogen om Spidshunde fra 1983 står der under afsnittet om Västgötaspids bl.a. ”Der findes ingen kenneler i Danmark, men en dejlig tæve ejet af fru Pontoppidan, Rungsted Kyst, afventer kun den rette partner, så der kan komme små västgöta’er i Danmark.” Og så er der flere pragtfulde billeder af 2 Västgötaspidser, tydeligvis en han og en tæve. Men hvem var hundene? Og hvem var fru Pontoppidan?

Det sidste først: Fru Yet Pontoppidan var af svensk afstamning, og boede med sin mand Jens i Rungsted. Familien havde haft flere hunde, den sidste inden Västgötaspidsen var en Bassethound, som var noget af en prøvelse, ødelagde alting, og gik sine egne veje. Da der skulle ny hund i huset blev det betinget af at det blev ”en fornuftig race, som var til at have med at gøre”.

Fru Pontoppidan søster, Ninna Swaab, boede/bor i Sverige, og da det omkring årsskiftet 1980/81 kom på tale med en ny hund til familien Pontoppidan, anbefalede hun Västgötaspidsen som en yderst nem og medgørlig hund. Ninna kendte Jens Olsen, Rödagårdens Kennel, som netop havde et kuld på 3 tæver. Det blev dog ikke til Västgötaspids for familien Pontoppidan i første omgang, da man egentlig helst ville have en hanhund, men søstrenes mor fik en hvalp, som hun kaldte Bellis. Desværre døde moderen et års tid senere, og så blev det til, at familien Pontoppidan arvede Bellis. Og det er denne hund, Rödagårdens Nelly, der er ”en dejlige tæve”, og som der er billeder af Bogen om Spidshunde.

Hanhunden på billederne er Charlie. Han tilhørte Yet Pontoppidans veninde Inger Marcker, og hendes mand Tom, som dengang var næsten-nabo til familien Pontoppidan. Da de stiftede bekendtskab med Bellis blev de så betagede, at de absolut også måtte have sådan en hund. Og da Ninna Swaab på det tidspunkt, i 1982, var begyndt at opdrætte Västgötaspidser under kennelnavnet Västgötagården blev det til, at familien Macker bestilte en hvalp fra Kennel Västgötagårdens første kuld. Det blev Charlie, Västgötagårdens Rasker.

I 1990 solgte Ninna Swaab en hvalp, Västgötagårdens Buster, til min skoleveninde Anne Axell, som på det tidspunkt boede i Sverige. Mere om denne hund senere.

Foto: 1) Charlie (Västgötagårdens Rasker) og Bellis (Rödagårdens Nelly), 2) Bellis

Kennel Lyngvejen, Klemensker
Inge og Helmuth Grønvall.

1972 fik Inge arbejde på plejehjemmet i Klemensker, og mente, at så måtte der kunne blive råd til en ”rigtig racehund”. Så var der en annonce i lokalavisen om en Västgötaspidshvalp hos en ældre mand ude på landet, nemlig den mand, som i indledningen beskrives som værende den reelt første opdrætter i Danmark. Inge og Helmuth anede intet om racen, men købte hvalpen, selvom den var uden stambog. Dens mor var kommet til Bornholm med et svensk ægtepar, som for en periode var flyttet til øen, men de rejste tilbage til Sverige da de ikke kunne falde til, og overlod efter sigende hunden til denne bornholmske ”opdrætter”. Hunden hed Sissa, men kan ikke identificeres yderligere.

Ca. 3 år senere kom en stor flot hanhund på besøg af sig selv, den stod pludselig en dag udenfor døren og ville gerne have lidt opmærksomhed. Helmuth lukkede den ind og gav den mad, og sendte den så afsted igen. Da Inge kom hjem om eftermiddagen fortalte Helmuth, at de havde haft besøg. Ja…? Ja af en stor flot Göta-han. Nåh, er du nu sikker på det? spurgte Inge. Så skrabede det på døren, og hunden stod igen udenfor og sagde ”jeg er mere sulten, jeg vil gerne bede om noget mere mad, tak”. Nu blev de jo nysgerrige, og det viste sig, at hunden havde halsbånd på med navn på ejeren. De kontaktede ejeren, som var meget overrasket over, at hunden var gået op til dem. Men hunden skulle i øvrigt skydes. Nåda, sagde Inge, hvorfor dog det, sådan en flot hund? Jo, hunden var blevet lukket ind i et rum i stalden sammen med en Schæfer for at tage sig af en rotte, som huserede der. Men Götaen havde banket Schæferen i stedet, og var så gået sin vej. Derfor skulle den altså skydes, men hvis Inge og Helmuth ville have den kunne de bare beholde den. Og det gjorde de. Den hed Tuch, og hans forældre havde svensk stambog. Men de var ikke registreret i Danmark, og Tuch selv havde ingen stambog.

Tuch kom oprindeligt også fra den bornholmske ”opdrætter”, men var overdraget til schæfer-manden, da ”opdrætteren” havde fået for mange hunde. Tuch var i øvrigt frygteligt misrygtet og formentlig også mishandlet. Han ører var arrede og forrevne, og det ”gurglede” indeni, når Inge og Helmuth nussede ham omkring ørerne, og han havde tydeligvis smerter. Så efter et lille års tid blev han aflivet.

Men inden da (!!!), med nu 2 Götaer i huset, oven i købet en ”af hver” blev det naturligt at forsøge at få et kuld hvalpe. Der kom dog bare én hvalp, en tæve. De blev ikke parret igen.

Da Tuch ikke var mere, ville fam. Grønvall have en ny han. Men det viste sig at være lettere sagt end gjort. Før den elektroniske tidsalder, og som stort set helt ny i hundeverdenen, var det ikke muligt at finde en opdrætter.

Så var det, at Inge på en udstilling stiftede bekendtskab med Pomeranian, og faldt pladask for racen. I 1975 fik Inge og Helmuth deres første Pomeranian, og i en årrække var det Pomsere i stedet for Götaer. Men efterhånden gik udviklingen af Pomserne i en retning, som Inge ikke rigtigt syntes var den rigtige, så hun begyndte så småt i tankerne at vende tilbage til Götaerne.

I 1994, da den Grønvall’ske bestand af Pomsere var reduceret til et par ældre hunde, kontaktede de så den dengang eneste Västgöta-kennel i Danmark, Kennel Gøtagården, for at få en tæve. Kennel Gøtagården havde ikke hvalpe på det tidspunkt, og da der kom hvalpe kunne det ikke blive til en tævehvalp, men en han. Men Eggert Møller fortalte, at han var på vej til en opdrætter i Holland efter en hanhvalp (Noorsters Danny), og han spurgte om Inge og Helmuth var interesseret i at de tog en tævehvalp med hjem til dem også. Så det endte med, at Inge og Helmuth fik både Gøtagårdens hanhvalp, Gøtagårdens Elvis, og Noorsters Debbie fra Holland. Nogenlunde samtidig fik de også Toffy (Vikingatorpets Tuffa Tilda). Og hermed er starten gået for Kennel Lyngvejens opdræt af Västgötaspidser. Det blev til 11 kuld i årene 1996 til 2004.

Foto: Helmuth med Toffy (Vikingatorpets Tuffa Tilda) og Inge med Charlie (Lejondalens Charlie Chaplin) i Hillerød 18. juni 2000

Helle Falk, Græsted
Omkring 1991 var Helle på udkik efter en Araberhest, og reflekterede på en annonce fra Anne Axell, som på det tidspunkt boede i Kalundborg. Helle tog over til Anne for at se på hesten, og havde sin gamle grækerhund, en Sheltie-lignende tæve som hed Niki (græsk for "jeg sejrer"), med. Niki var på det tidspunkt omkring 11 år, og noget reserveret og ”spids”, og da Annes hund Buster (altså Västgötagårdens Buster, som er nævnt tidligere), kom om hjørnet for at hilse på, var Helle lige lidt obs på om der blev ”ballade”. Men det gjorde der ikke, tvært imod, Niki tog Buster til sig, og de blev omgående perlevenner. Og det, og så Busters charmerende væsen gjorde, at Helle faldt pladask for Buster, og i forløbet omkring hestehandlen sagde Helle til Anne, at hvis hun nogensinde ville skille sig af med Buster, så ville hun gerne overtage ham.

På det tidspunkt havde Anne mødt sin mand Jens, som også havde hund, men det kneb for de to hunde at komme overens. Så Helles begejstring for Buster, og ønske om at overtage ham, fik Anne og Jens til at overveje om ikke det ville være en god løsning, for alle parter. Så da Anne leverede hesten til Helle havde hun Buster med, og spurgte Helle om hun stadig var interesseret i at overtage ham. Og det var hun. Så dermed var Buster flyttet. Han var da ca. 3 år gammel. Grækerhunden Niki var stadig meget begejstret for Buster, og Buster for hende, og de fik nogle gode år sammen, indtil Niki døde.

Så blev Helle "nødt" til at have en Göta mere til Buster, en tæve, og det blev Bornemarkens Bossa Basun. Buster og Bossa fik 3 kuld hvalpe i perioden 1996-1998.

Familien Falk havde tidligere været glødende Grækenlands-farere, og da Bossa og Buster havde haft deres 3 kuld mente familien, at det var tid at genoptage deres Grækenlandsrejser. Så i foråret 2000 drog de af sted, og begge hunde var selvfølgelig med. Da de efter 1½ døgn nåede frem til en græsk strand, syntes de at hundene fortjente for alvor at få lov at komme ud at strække benene. Af de lokale fik de ok til, at hundene kunne løbe løse på stranden, og de for straks af sted. En halv time senere kom Bossa tilbage, der var helt klart noget galt, hun havde fråde om munden, og opførte sig helt forkert, og kort efter døde hun. Bossa var tydeligvis blevet forgiftet, men de kom ikke årsagen nærmere. Familien afbrød ferien, og kørte dybt ulykkelige hjem til Danmark igen.

Vel hjemme igen, og med Bossas tragiske endeligt lidt på afstand, besluttede familien at anskaffe en ny tæve, og i sommeren 2000 fik de Brandklippans Rakel, eller Tiki i daglig tale. Det var selvfølgelig tanken, at Tiki skulle have hvalpe med Buster, men det lykkedes aldrig. Buster døde i 2007, 18½ år gammel. Tiki lever endnu.

Foto: Västgötagårdens Buster 2002
 

Kennel Kisselhegn, Faxe
I begyndelsen af 1990’erne besøgte jeg min skoleveninde Anne Axell i hendes hjem i Kalundborg. Anne var flyttet til Kalundborg fra Sverige, og med sig havde Anne sin hund, en Västgötaspids der hed Buster (ja, igen Västgötagårdens Buster). Under et måltid i køkkenet sad Buster på gulvet ved siden af mig og kikkede op, logrende den ”gale vej”, dunkede halen i gulvet, og var bare helt utroligt charmerende, så charmerende, at jeg sagde til mig selv, at skulle jeg nogen sinde have hund, så skulle det være en Västgötaspids. Nøjagtigt ligesom Helle Falk faldt jeg pladask for Buster.

I 1996 kom det på tale at anskaffe en ”lillesøster” til Newfoundlænderen Sidse, og det skulle selvfølgelig være en Göta. Min daværende mand kendte ikke racen, og ville have Ruhåret Gravhund. Vi blev så enige om at tage på en udstilling og se på begge racer, og tale med menneskene omkring dem. Her traf vi Inger og Erling fra Karlslunde, som netop havde en Göta og en Ruhåret Gravhund. Og de anbefalede varmt Götaen frem for Gravhunden. Ketty og Eggert (Kennel Gøtagården) var også på udstillingen, og da min ex så deres hunde, så var der ingen tvivl, det skulle være en Göta. Vi bestilte en hvalp hos Ketty og Eggert med det samme, og d. 21. februar 1997 holdt Rasmine (Gøtagårdens Hansine) sit indtog i det dengang Pedersen’ske hjem.

Rasmine var noget helt specielt, hun havde det mest charmerende ansigt, og mest charmerende væsen. Og efterhånden som hun voksede til modnedes tanken om at prøve at få et kuld hvalpe. Det blev til en parring med Hjalmer (Krösaskogens Garpe), og et kuld på 6 hvalpe så dagens lys d. 24. april 1998. Herefter tog jeg kennelmærke efter mit fødenavn Kisselhegn, og det er indtil nu blevet til yderligere 5 kuld.

Efter at have fået mit første kuld hvalpe voksede interessen for racen, jeg blev efterhånden mere og mere involveret i forskellige tiltag omkring racen, og i 2005 blev jeg racerepræsentant i Spidshundeklubben.

Fotos: 1) Kisselhegns Danny    2) Kisselhegns Candy bagest og Kisselhegns Frøken Pi-Pi foran    3) Rasmine (Gøtagårdens Hansine)

Vern Sørensen, Kastrup
I familien Sørensen havde der altid været Fox Terriere, og altid 2, og det var også blevet til nogle hvalpekuld gennem årene. Men familiens sidste Fox Terrier havde problemer med knoglerne, og gennemgik flere store operationer, før det måtte stoppes. Så begyndte Vern at kikke sig omkring efter en mere robust race, og da han altid havde været betaget af Spidshundene blev det i den retning han kikkede. På en udstilling mødte Vern Kennel Gøtagården og Kennel Lyngvejen, og fik en god snak om den lille robuste Västgötaspids. Det endte med at han bestilte en hvalp, og i 1996 fik de Gøtagårdens Høder. Da de altid har haft 2 hunde, og også gerne ville have muligheden for at få et kuld hvalpe, hvis det skulle falde for, anskaffede familien også Tingsek Thea, og Høder og Thea fik 2 kuld hvalpe i hhv. 1999 og 2002.
 

Kennel Z-Ti, Vig
Lene Ellekjær har også selv skrevet sin historie. Læs den her Kennel Z-Ti
 

Kennel Marripytans, Vipperød
Marripytan betyder Mariehøne på Bornholmsk.

Pernille og Per Hansen havde gennem en del år haft opdræt af Østrisk Pincher. Men så kom interessen for får, og kun én af pincherne viste evner for at hyrde. Samtidig opstod ønsket om en mindre race, som var lidt mere social, og med et lidt mere tilgængeligt væsen. På en udstilling mødte Pernille Ingrid og Martin Sögaard fra Helsingborg, som har Västgötaspidser, og det vakte interessen for racen. Året efter mødte Pernille igen Ingrid og Martin, og nu var der ingen tvivl, den nye race skulle være Västgötaspids. Så gik jagten ind på en hvalp, først i Danmark, uden held, derefter i Sverige, hvor det efter kontakt med flere kenneler lykkedes at finde Kennel Märgelbacken, som havde fået hvalpe d. 27. oktober 2003. De besøgte kennelen, og forelskede sig i Cindy. Vel hjemme igen havde Pernille svært ved at glemme en af de andre hvalpe, Cajsa, det endte med at hun ringede til kennelen og bestilte hende også, og begge hvalpe blev hentet på deres 8 ugers fødselsdag.
 

Et mirakel: Dagen efter at familien var blevet forøget med de 2 små Västgöta-hvalpe skete tragedien – familiens gamle Rottweiler Aslau havde ret stærke ejerfornemmelser for sit legetøj. Da Cindy på et tidspunkt interesseret nærmede sig en af Aslaus bolde, stak Aslau hovedet frem som for at sige ”min bold!”. En brøkdel af et sekund for sent, for Cindy var også nået frem, og stak også hovedet frem mod bolden. Og så skete det – de bankede hovederne sammen. Det holdt det store, gamle Rottweilerhoved til, men lille Cindy gav et hyl fra sig, faldt om i krampe, og vejrtrækningen stoppede - halsen var brækket, hvalpen var død.

Både Pernille og Per så optrinet, så begge var omgående på pletten. Af en eller anden grund begyndte Pernille at give hvalpen kunstigt åndedræt, mens Per kontaktede dyrlægen, og Pernille fortsatte med at give ”mund til snude” hele vejen til dyrlægen. Lige ankommet til dyrlægen begyndte Cindy at trække vejret, men var helt lammet. Dyrlægen kunne ikke rigtigt gøre noget, men forsøgte at lægge væskedepoter ind til støtte for den brækkede hals. De fik hvalpen med hjem, i live, men ikke andet – det kunne gå begge veje.

Efter et par dage, hvor hvalpen lå lammet fra halsen og bagud, men dog med appetit, begyndte der at ske noget, ganske små tegn på, at Cindy VILLE bevæge sig. Og hun gjorde det! Langsomt begyndte hun at røre på sig, det gik fremad. På et tidspunkt fik Pernille og Per det råd at prøve at genoptræne Cindy i vand. Derfor indkøbtes 1 stk. badekar og en redningsvest, og svømmetræningen begyndte. Og nu begyndte det for alvor at gå fremad. Kun Cindys venstre ben var stadig lammet. Men også det kom sig. Så efter 3-4 måneder var Cindy stort set rask, blind på det ene øje, og med nedsat syn på det andet, ellers har hun stort set ingen men. Der er intet at se på Cindy i dag, og ingen, som ikke kender hunden i detaljer, kan i dag se, at hun har haft en så dramatisk start på livet som dansk hund.

Det kan man da kalde en solstrålehistorie, om en lille hvalp der bare VILLE leve. Og et par ”forældre” der bare VILLE at hun skulle leve

Efterhånden som hundene voksede til måtte det selvfølgelig prøves at få et kuld hvalpe. Selvom Cindy nu var rask mente Pernille og Per alligevel at det var for risikabelt at hun skulle have hvalpe, så Cajsa blev parret med Danga's Broder Tuck-L, til dagligt kaldet Minus, og det resulterede i et dejligt kuld på 7 hvalpe d. 30. oktober 2006, hvoraf en han, Søren Sidevind, blev hos Pernille og Per.
 

Västgötaspidsen i Danmark i dag

I dag er racen er vokset til ca. 150 hunde, et tal som ser ud til at være nogenlunde stabilt.

Västgötaspidsen har ingen selvstændig klub i Danmark, men er organiseret under Spidshundeklubben, som fungerer som specialklub under DKK for alle spidshunderacer, som ikke har selvstændig klub. Som medlemmer af Spidshundeklubben har vi adgang til Spidshundeklubbens udstillinger, og er derigennem en del af det mere generelle arbejde omkring sundhed og avlsarbejde. Men raceaktiviteter arrangerer vi ”på egen hånd”, bl.a. vores årlige Landstræf.

Det med at holde Västgöta-Træf begyndte egentlig i 1997, hvor Ketty og Eggert (Kennel Gøtagården) holdt det første træf i Juelsminde. Det var en stor succes, med rigtigt mange deltagere. Året efter afholdt vi så et træf på Vallø Camping ved Køge, denne gang også med Eksteriørbeskrivelse. Også dette træf var et stort tilløbsstykke. Men af forskellige årsager gik det så lidt i stå, og først i 2006 afholdt vi igen Træf. Det er nu blevet en fast tradition, som afholdes hvert år.

I 2006 fik vi godkendt Ønskeprofil på vores race. Ønskeprofilen havde været 1½ år undervejs, først med en masse forarbejde, som kulminerede med et møde i Lene og Andrés (Kennel Z-Ti) hyggelige køkken i november 2005, hvor vi sad 6 meget engagerede mennesker med vidt forskellig hundebaggrund og gennemgik og diskuterede hvert enkelt punkt minutiøst, omgivet af Z-Ti’s 4-5 uger gamle B-kuld :o) Vi var derfor velforberedte da vi i marts 2006 var til møde med Dansk Kennel  Klubs Mentalbeskrivelsesudvalg for at få godkendt vores udkast. Godkendelsen kom i december 2006, og i maj 2007 havde vi vores første, og hidtil eneste, officielle Mentaltest, hvor 9 Västgötaspidser blev testet.

På udstillinssiden klarer de danske hunde sig ganske fornuftigt. De fleste avlshunde er Dansk Champion. Vi venter stadig på VERDENSVINDEREN. Den skal nok komme. Indtil da er vi stolte af at avle fysisk og mentalt sunde, og ikke mindst, racetypiske hunde i Danmark.
 

Connie Kisselhegn
Juni 2009

Foto: "Flyvende Freddie" (Z-Ti DoLittle)

(*) Når jeg påstår at den første Västgötaspids i Danmark blev registreret i 1971 er det muligvis ikke korrekt. Det er muligt at der har været nogen tidligere. Men indtil 1969 blev alle registreringer arkiveret i registreringsnummerorden, og det vil være en næsten umulig opgave at bladre over 100 bøger med registreringer igennem, med al mulig risiko for at overse hvis der endelig skulle vise sig at være en Västgöta imellem.