Lydighed      

Startside
Op

Af Susanne Christoffersen og Connie Kisselhegn

Hvorfor gå til træning med hvalpen? ”Den skal jo bare være familiehund” siger mange nye hundeejere nok. Men hvis man vil det bedste for sit lille, nye familiemedlem, kan man ikke hurtigt nok få startet på en god træningsplads med hunden.

En hvalp skal lære så utroligt meget den første tid af sit liv. Måske ikke så meget decideret træning/lydighed, men mere om socialisering.

De første mdr. af hundens liv er utroligt vigtige. Hunden suger viden til sig som en svamp suger vand. Det er også en nem tid at lære hunden ting, da den ikke sætter spørgsmålstegn ved tingene. De fleste hundeklubber (DCH, DKK og forskellige jagthundeklubber) tilbyder løbende hvalpetræning, der mest af alt går ud på, at hvalpen skal lære at forholde sig til livets mange forhold. Nye steder, nye/fremmede mennesker og hunde. Også hunde af andre racer, farver osv. Hunde der kun har set én race, oftest sin egen, ender ofte med at blive ”racistiske” - andre racer/farver duer ikke…

Det er jo også vigtigt at hunden lærer, at andre mennesker er af det gode. Og lærer at blive håndteret – rodet i ører, få kikket tænder, poter osv. Den dag hunden får en skade, skal have dryppet øre, øjne eller lignende, er det dejligt både for ejer og dyrlæge, at Fido er tillidsfuld, og tillader at blive håndteret af andre end bare den nære familie.

Socialiseringen går også ud på, at hunden lære at lege med andre hunde, og vigtigst af alt, lærer at ”tale hundsk”. Det er en af de ting vi som mennesker ikke selv har en jordisk chance at lære Fido. Den SKAL i kontakt med andre hunde, og lære hunde-sproget fra dem.

Mange tror også, at det at forkæle hunden med mad og kærlighed er det bedste, og nok, i hundens øjne. Men hunden er skabt til udfordringer og arbejde, så hvis man virkelig vil forkæle sin hund, så træner/arbejder man med den. Det giver samarbejde hund og ejer imellem + hunden får en god selvtillid gennem forskellige opgaver, den formår at løse - ganske ligesom vi selv får en god tilfredsstillelse ved at udføre et godt arbejde. Og ikke mindst, man får en dejlig træt hund der lægger sig med et smil og sover, mens den tænker på hvad morgendagen nu vil bringe af sjove lege/udfordringer.

At man så hen ad vejen får en hund der også kommer når man kalder på den, går pænt i snor, ikke gør (ja det med ikke at gø, er nok lige i overkanten at forlange af en Västgötaspids…) osv. osv. må betragtes som en god sidegevinst…

Hvad man laver/træner med hunden er stort set ligegyldigt. En god ting er dog at skelne til, hvad hunden oprindeligt er ”lavet” til, og så prøve at træne noget der dækker dens medfødte behov. F. eks en Sibirian Husky har kun to ting i hovedet (ja, det er lidt firkantet stillet op - og så alligevel ikke), jagt og at løøøøøøøøøøbe. Hvis man også vil have lidt lydighed sneget ind, må dens basale behov (løb/jagt) først være stillet (jagtlege, dirigering med lange udløb). En labrador er ”skabt” til at hente/bære og også der er det et must at arbejde med disse ting.

En Västgöta er jo som bekendt ”lavet” til hyrdning, samarbejde med føreren/ejeren, og at holde gården fri for smågnavere som bibeskæftigelse. Med dem - og de fleste andre hyrdehunde, har vi en hund der elsker at blive sat på opgaver af mange forskellige karakterer. Bare det involverer samarbejde hund og føre imellem. Det kan være alt mellem himmel og jord. Lydighed, agility, næsearbejde, og selvfølgelig hyrdning hvis man er så heldig at have en flok får eller kvæg i baghaven. De lever for at lave noget sammen med ejeren, lige gyldigt hvad, bare noget, og helst noget de skal bruge både mental og fysisk energi på, på en og samme gang.

Når så hvalpemotivationskurset er vel over, kan man vælge at gå videre med mere målrettet lydighedstræning.

Lydighedstræning er mange ting, lige fra de mest basale øvelser som ”kom”, ”sit” osv., til dybt seriøs hundesport på topniveau. Fælles for træningen, uanset niveau og ambition, er, at du bruger god tid, ”kvalitetstid”, sammen med din hund, til begges fordel. Hunden får brugt hovedet, sin intelligens, og du får lært hunden ting, som kan gøre den daglige omgang med hunden lettere. Og din hund vil elske dig for det.

Dette er ikke, og skal ikke være, en ”håndbog” i lydighedstræning. Egentlig lydighedstræning ligger i hundeklubber og på træningspladsen. Men der er dog et par ting, som man med fordel kan arbejde med, uanset om man vil fortsætte i hundeklubben, ud over hvalpemotivationen.

På hvalpehold har hunden fået lært de mest grundlæggende lydighedsøvelser, og ikke mindst, lært glæden ved at lære. Det kan ”udnyttes” i det videre arbejde med hunden. Først og fremmest bør du lære hunden at komme når du kalder. Hver gang! Og uanset afstand, og uanset at hunden er i gang med noget spændende. Opnår du en sikkerhed på ca. 95 % ved indkald, så kan du med rette påstå, at du har hunden ”under kontrol”, og dermed kan du gå med hunden løs alle de steder hvor det er tilladt, i hundeskove, på stranden om vinteren osv. Forvent ikke 100 %, hvis du vil have 100 % kontrol skal du anskaffe noget med batterier i, ikke en hund.

Du kan starte indkaldsøvelsen stort set fra dag Ét, altså den dag du får hvalpen hjem. Kald hunden til dig, ros den når den kommer, giv den en godbid. Efterhånden som du har fået en fornemmelse af, at hunden forstår hvad det er du gerne vil have den til, så øger du sværhedsgraden. Kald på hunden over større og større afstand, kald på den når den er i gang med noget, kald på den når den leger med andre hunde osv. Og hver gang den kommer, ros og evt. godbid.

I forløbet vil du opleve, at hunden ikke liiiige kommer når du kalder. Der skal prøves grænser af, mener han/hun det nu, når der kaldes? Det er okay, sådan er det.

Men gør ikke øvelsen for svær for hunden fra starten. Hvis du ikke er (næsten) sikker på, at hunden kommer når du kalder - f. eks. hvis den er i færd med at lege med en anden hund, snuse til noget interessant, gået på jagt efter en hare, så KALD IKKE!!!  Det du i så fald lærer hunden er: Mor /far kalder, jeg kommer ikke - mor/far kalder igen, jeg har stadigvæk travlt, så jeg kommer ikke… er at ignorere et indkald. Og det er jo det sidste vi ønsker at lære hunden. I indlæring er det vigtigt at du kun indkalder når du er rimelig sikker på at den kommer. En hund kan lynhurtigt blive ”døv” for indkald. Hvis hunden er i færd med noget der er mere interessant, så gå i stedet for hen til den, og tag den (glad og venligt) med tilbage, ros og leg, så hunden oplever at det er sjovt at komme hen til dig.

En ting du ALDRIG må gøre er at lade din irritation afspejle sig i din kalden. For hvis du er irriteret, hvorfor skulle hunden så komme? Det virker jo ikke specielt attraktivt at skulle hen til en der er vred.

Noget andet du ALDRIG, ALDRIG, må gøre er at skælde hunden ud når den kommer hen til dig. Om den så har været hele byen rundt, om den først kommer når du har kaldt en halv time, så SKAL du rose den når den (omsider) kommer hen til dig. For hvad er det hunden oplever? Far/mor kalder, jeg kommer, og hvad sker der så? Jeg får skældud! Så skulle pokker da komme når der bliver kaldt! For alt det der er gået forud, hundens evt. svinkeærinder, din gentagne kalden, det er på det tidspunkt allerede glemt. Så skal du tænke på, om du måske er gået for hurtigt frem, har forlangt/forventet mere af hunden end den egentlig har lært. Så må du gå tilbage, mindske afstanden, og så bygge op igen.

En anden ting du bør lære hunden er ikke at trække i linen når du går med den. Det gør du ved at være spændende, at have hundens opmærksomhed. Ikke ved konstante små ryk i snoren, det forstår hunden ikke, til gengæld ødelægger du hundens hals.

En hund trækker for at nå hen til noget den gerne vil. Næste lygtepæl, et dejligt duft lidt fremme osv. osv. Så en god ide til at lære hunden, at det ikke kan betale sig at trække er at når snoren bliver stram, stop op, gå evt. et par skridt baglæns, og først når trækket i snoren stopper og Fido evt. tager kontakt til dig – ”hvad mener du Mor, hvorfor går vi ikke frem mere”? går du videre. Man skal være 100 % konsekvent i den træning, så gå ud med formålet at lære hunden at gå i snor uden træk, og tag den tid det nu tager. I starten kan det måske tage en halv time at gå turen ned til næste gadehjørne, men det er vigtigt at du er konsekvent, og ikke giver efter for hundens ønsker.

Når du så skal nå en tur – det skal der selvfølgelig også være plads/tid til, er du nødt til at affinde dig med at hunden trækker, indtil den har lært hvad du prøver at fortælle den under træningen. Men du kan evt. lægge en passage ind under turen, f.eks. mellem 2 lygtepæle, hvor du lige træner ”gå pænt”.

For en hurtig indlæring er det vigtigt at skelne ”gå pænt træning” med en almindelig tur i stram line. Ved at stoppe, blive neutral, gå tilbage ved trækken i snor lærer hunden hurtigt at træk = ingen mulighed for at nå frem til det ønskede. Ingen træk i snor = hurtigt frem til det ønskede.

Hvis det mislykkes under træningen, uanset hvad du træner, så HUSK, hunden kender ikke menneskernes ”spilleregler” endnu, derfor må du, som den klogeste, lære at forklare hunden hvordan den skal agere. I 99 % af de tilfælde, hvor hunden ikke udfører en øvelse korrekt er det fordi den ikke har forstået hvad du forventer af den. Det er ikke hundens fejl! Du må altså lære dig hvordan du får hunden til at forstå hvad du mener. Og så gå langsomt frem, forlang ikke mere af hunden end du ved at den kan. Og så en ganske lille bid til.

De fleste klubber tilbyder et stabiliserings forløb i forlængelse af hvalpeholdet. Der bliver de øvelser hvalpen allerede har lært, finpudset og der kommer nye øvelser/lege på. Man begynder ofte med dirigeringer (sende hunden fremad, og dirigere den i forskellige retninger på afstand), spor, apportering (hente ting til føreren) og frit søg på det tidspunkt. Alle øvelser bliver udbygget, og nye kommer på.

Bagefter kan man så vælge at fortsætte på konkurencehold - eller et familiehundehold. Øvelserne bliver pudset endnu mere af, man begynder at arbejde med hunden på afstand, lærer hunden at en kommando gælder, til den får en ny, og tiden hvor hunden skal være i øvelserne - f.eks. stå, sit dæk, bliver længere, osv. osv.

På det tidspunkt kan det være, at man (forhåbentligt) er blevet ”fanget/bidt af en gal hund” som hundefører. Træningen af hunden er blevet en del af livet, og både hund og fører kan glæde sig over udsigten til et langt liv sammen, med et hav af nye udfordringer.  

Så kom op af sofaen og ud på træningspladsen. Din hund vil elske dig for det. Man lærer også en helt nye ”menneskerace” at kende på træningspladserne. HUNDEFOLKET, der bruger deres fritid med lommerne fulde af hundegodbidder, legesager, bolde osv. Der går rundt med rumpetten i vejret i alt slags vejr, og lægger spor til Fido. Der får super kondi sideløbende med at Fido løber agility. Der får røde kinder og et stort grin i hovedet, bare fordi det er såååååååååå skønt at være derude og lave noget sammen med sin bedste ven, Fido.

Rigtig god fornøjelse