Agility      

Startside
Op

Tekstens og billedernes placering driller lidt, der arbejdes på sagen, forhåbentlig kan siden give inspiration alligevel

I Agility handler det om at få hunden til at løbe en forhindringsbane fejlfrit igennem på kortest mulig tid. Det kræver et vist mål af lydighed, men agility er en sport som er sjov på alle niveauer, både for hund og fører. De fleste hunde elsker det, og det giver både fysisk og mental træning.

Ordet Agility betyder behændighed/adræthed, og det er primært hunden der hentydes til. "Øvelsen" består i at kunne dirigere hunden over og igennem forhindringer, spring, tunneler, slalom, balance m.m. ved hjælp af håndtegn, kropssprog og kommandoer. Og når det lykkes er det bare jubel, både for hund og fører.

En stor del af Agilitytræningen består i at kommunikere med hunden. Og agility har den helt enestående fordel, at man så at sige får kontant afregning lige på stedet. Når kommunikationen lykkes, så gør hunden det vi vil have den til, her og nu. For hunden vil så gerne gøre det vi ønsker af den, bare den forstår hvad det er vi vil have den til.

Eksempel: Vi vil have hunden til at springe over et spring. Vi prøver på alle mulige måder at vise hunden hvad vi gerne vil have den til, peger, vinker med armen, springer måske selv over i håb om at sige "se, sådan" (hvilket hunden ikke fatte en bjælde af), og hunden ser bare undrende på os, render måske lidt rundt om springet. Og så pludselig - hunden springer over - jubiii, stor ros til hunden :o) Men også til os selv. For hvad var det lige der skete? Jo, vi fik med vores kropssprog fortalt hunden at den skulle springe over springet, på en måde som hunden forstod. Derfor gjorde hunden det vi ville have den til.

Så handler det om at gentage øvelsen nogle gange på samme måde, og efter få gange, hvis vi altså er lige så vellykkede med vores kropssprog, så har hunden lært, at når "mor" eller "far" gør sådan foran et spring, så betyder det at den skal springe over.

Når hunden (og vi selv) har lært hvordan en forhindring skal forceres, og både hunden og vi selv er nogenlunde sikre i øvelsen, så bygger man ud: 2 spring i træk, derefter 3. Så introduceres hunden til en ny forhindring, som så igen skal læres fra bunden, både af os selv, og af hunden. Og efterhånden får man bygget flere og flere forhindringer på, og hunden lærer at forcere dem en efter en i et forløb. Og vi lærer at vise hunden vejen på afstand, så vi ikke selv skal bene efter hunden, og måske skvatte over forhindringerne i vores forsøg på at følge med. Og så pludselig deltager vi i et klubmesterskab, det går nogenlunde, eller måske endda godt, og så - ja så er det bare at fortsætte, måske deltage i konkurrencer, eller "bare" træne samarbejdet med hunden i klubben, og opleve, at hunden elsker det fordi den får brugt sin energi på en god måde, og den oplever succes sammen med sin "mor" eller "far", den kommer ud blandt andre hunde. Og den bliver rigtigt dejlig træt, både fysisk og mentalt.

Og tag ikke fejl af Västgötaens lidt kompakte kropsbygning. Den kan være lynende hurtig, og kan sagtens hamle op med de små Gårdhunde og Sheltier. Det handler nemlig ikke alene om hastighed, men også om teknik og handling. Ejerne af de små, adrætte "agilityracer" oplever ofte, at de ikke selv kan følge med hunden, og så opgiver hunden at se efter føreren, og løber banen efter sit eget hoved. Og det kommer der ikke noget fornuftigt ud af. Västgötaen er hurtig nok, og bliver den først tændt på agility, så skal man være på tæerne for at følge med. Men med den rette teknik, så kan Västgötaen gøre sig i verdenseliten, det er der flere eksempler på.

Så man kan nå langt med en Västgötaspids i agility, hvis det er det man vil. Men mindre kan også gøre det. Det handler jo dybest set om at have det sjovt sammen med hunden, og det kan man have i agility, uanset niveau.

Rigtig god fornøjelse